OBS: I påsken fra d. 28. marts - 1. april, kan vi kontaktes på mail: info@flottebade.dk

Gode råd, tips og tricks om spabade og boblebade

Spabad / Boblebad


Der bruges mange forskellige betegnelser for et indendørs spabad. Boblebad, Indespa, Jacuzzi, Whirlpool, Spabad, er bare nogle af de mest brugte ord for det samme produkt. Det ene ord kan være lige så rigtigt som det andet.
De dækker allesammen over et indendørs installeret badekar, som har monteret en række dyser til vandcirkulation, eller luftindblæsning.

Ordet Jacuzzi, er dog navnet på en producent af spabade.. Så det svarer lidt til, at kalde alle biler for en Opel.

Vi vil i det følgende forsøge, at give dig en rundtur i de forskellige begreber og udtryk som du kan støde på i forbindelse med spabade.
Samtidig kommer vi med gode råd omkring anskaffelse, brug, vedligeholdelse og meget mere.

Et spabad giver dig en ægte wellness oplevelse på dit eget badeværelse, hvor du kan stresse af , og komme ned i tempo imens du bliver masseret grundigt igennem. Det giver stor fornøjeles og glæde for hele familien. Børnene vil elske at tilbringe mange sjove timer i badet.

Hvad koster et spabad?


Priserne på spabade varierer meget, som på alle andre varer. Men er ikke nødvendigvis et produkt som kræver en kæmpe stor investering.
Hvor du ofte må betale 5.000-6.000,- kr. for et almindelig badekar, kan et spabad i en god kvalitet ofte anskaffes for 9.000-10.000,- kr.
Meget billigere end dette bør man ikke købe dem, da der ofte vil være tale om produkter som er færdig importeret fra østen, og hvor importøren ikke altid har tjek på kvaliteten og ensartetheden af komponenterne og hvor adgangen til reservedele kan være besværlig.
Men for 9.000,- kr. og opefter kan man finde flere Europæisk producerede kar, hvor importøren har god kontakt til producenten, og en nem, hurtig og sikker adgang til reservedele.
Kar i dette prisleje, indeholder naturligvis ikke de helt store udstyrspakker, men det kan være nok for rigtig mange mennesker. Men selve rå-karret, er ofte det samme som i dyrere modeller. Går du op i pris, får du mere udstyr, som for eksempel. Elektronisk styring med mange betjeningsmuligheder, varmelegeme, rense system, flere og kraftigere pumper, flere dyser, større kar til flere personer osv.


Massage former?

Grundlæggende findes der to typer af massage i et spabad.

Vandmassage: Eller Turbo-jet / Water jet.  Fungere ved at en pumpe, suger vandet igennem en indsugningsrist, og sender det tilbage i karret igennem dyser i siden af karret. Det er vandmassagen, som er den dybdegående massage, som kan løse op for spændinger i musklerne. Dyserne er derfor ofte placeret i ryggen og langs siden, hvor de gør aller mest gavn. Nogle producenter laver også kar med vandmassage fra bunden, hvilket er effektiv til løsning af spændinger i ben og lår. Vær opmærksom på, at der er installeret sikkerheds-sug på indsugningen.
Dyserne til vandmassage er forskellige efter om de er til rygmassage, side-massage, ben-massage, eller fodmassage.
I mange kar kan der blandes luft ind i vandmassagen, hvilket skaber en anden strømning i vandet, så styrken ændre sig.
Roterende dyser benyttes ofte til rygmassage, det sørger for en mere masserende effekt.
Betjeningsniveaut på vandmassagen afhænger af betjeningsmulighederne på det enkelte kar, nogle betjeningspaneler har kun en tænd/sluk funktion, mens andre giver dig langt flere muligheder. Mere om dette i afsnittet for betjening af spabad.

Luftmassage: Air jet / Airblower. Fungere ved at, en blæser sender luft ind i karret igennem specielle luftdyser, som typisk sidder i bunden af karret. Det giver en opkvikkende effekt, og løfter dig op fra bunden af karret, så du får en følelse af lethed. Blæseren tager luft ind fra badeværelset, så temperaturen i vandet vil falde hurtigere når luftmassagen kører. Det kan derfor være en god ide, at supplere med et varmelegeme. Betjeningsmulighederne af vandmassagen er afhængigt af hvilken styring der på det enkelte kar.. Nogle har en tænd/sluk funktion, mens du på mere eksklusive betjeninger har mulighed for at regulere vandmassagen. Mere om dette i afsnittet om betjening af spabad.

Hvad er et spabad lavet af?

Lang de fleste spabade, som sælges på det danske marked, er produceret i Akryl.
Akryl findes imidlertid i mange forskellige kvaliteter, så her skal man være virkelig opmærksom.
Betegnelsen Sanitets Akryl, dækker over en type, som er gennemfarvet, og dermed bevarer den hvide farve, hvis man ellers sørger for at holde det rent.
Billiger akryl indholder også polyester, hvilket betyder at den med tiden vil få en gullig farve, som ikke kan fjernes igen.
Karret skabes i en stor form, hvor en stor akrylplade formes ved vakuum. Selve akrylen er kun mellem 4-6 mm tyk, så derfor coates den på bagsiden med glasfiber for at stabilisere formen, så den bliver vridningsstabil.
Til sidst monteres karret på et benstativ, som er forskelligt fra fabrikat til fabrikat, men som ofte består af nogle stålprofiler med indstillelige fødder.

Betjening af spabad?

Pneumatisk betjening
: I de billigst spapakker fra de forskellige producenter, er betjeningen som regel en penumatisk betjening. Pneumatik fungerer ved at, når du trykker på knappen, sendes der et lufttryk igennem en slange, ned til en kontakt på teknikken, som sørger for at funktionen tænder, eller slukker.
Det giver dig en simpel tænd/sluk funktion på den enkelte knap. Har du både vandmassage og luftmassage i karret, vil de have hver sin knap i kar kanten.
Det er en simpel og driftssikker måde at styre sit kar på. som har været brugt til spabade i mange år.
Fordelen er, at det er så nemt at betjene, at enhver kan betjene det efter ganske få minutter.
Pneumatisk betjent vandmassage kombineres ofte med en luftblander i karkanten, som blander luft med i vandmassagen, så man på den måde ændre på styrken af massagen.

Elektronisk betjening:
Findes i lige så mange varianter, som der er producenter på markedet. Næsten alle, har udviklet deres egen betjening ud fra deres opfattelse af hvilket funktioner et boblebad bør indeholde. Det man kan siger, er at elektronisk betjening giver dig flere muligheder end en pneumaisk.
Nogle af funktionerne kan være; At du kan regulere den ønskede temperatur på vandet, styre styrken på pumpe og blæser, køre automatiske renseprogrammer, tænde og betjene lys i karret, aflæse tid, og meget mere. Kontakt din sælger af spabade, for at høre om de præcise funktioner på de enkelte mærker.

Funktioner i spabad?

Udover de to typer af massage som vi har beskrevet ovenfor, vil vi i dette afsnit komme ind på nogle af de andre funktioner som du kan støde på i forbindelse med spabade og boblebade.

Varmelegeme: Kaldes også varme element eller varmepatron. Findes i nogle større standardpakker hos nogle producenter. Men er ofte noget som kan tilkøbes de forskellige spapakker. I dag skelner vi imellem, om et varmelegeme skal kunne vedligeholde vandtemperaturen, eller om det skal kunne opvarme vandet. Som udgangspunkt ligger den ønskede badevandstemperatur på ca. 38 grader.

Man kan den fingerregel, at hvis du via din vandinstallation, kan levere ca. 38 grader varmt vand til dit kar, når det er fyldt. Så er et varmelegeme på 1,5 KW stort nok til at vedligeholde vandtemperaturen.
Er temperaturen på vandet i dit fyldte kar 30-35 grader, så kan et varmelegeme på 2,0 -3,0 KW klare opgaven.
Men er temperaturen under 30 grader, så vil et 6 Kw varmelegeme være at foretrække.

Uden varmelegeme i karret, vil det være nødvendigt at fylde lidt ekstra varmt vand i karret under vejs, mens du bader. Man siger at vandtemperaturen falder ca. en grad på 3-4 minutter, hvis både vand- og luftsystemet kører. Hvis du kun har vandmassage, går det noget langsommere.

Varmelegemet på karret vil køre så længe vandmassagen er i gang, da vandet skal cirkulerer forbi varmelegemet for at blive opvarmet.
På mange kar med elektronisk betjening, har du mulighed for at regulere temperaturen individuelt. Hvis din betjening ikke giver dig denne mulighed, skal temperaturen reguleres på selve varmelegemet, hvilket betyder, at du en gang for alle bestemmer dig for, hvilken temperatur du vil køre med. 38 grader er det mest normale.

Rygmassage / Ryg jets:
Vandmassage dyser, som er placeret i ryglænet på karret, med det formål, at give en ekstra god massage i ryggen.
Dette findes i utrolig mange varianter, afhængigt af producent, betjening og hvilken pris du vil betale.
Ryg-dyser er ofte mindre end de dyser, som er placeret i siden af karret, så det er behageligt at sidde op af dem.

På de mindre udstyrspakker, betjenes rygmassagen sammen med de andre vandmassage dyser, og kører også så længe disse kører.
På andre kar, har du mulighed for, at veksle imellem de forskellige dysegrupper, eller en blanding af alle.
Ved helt store luksuriøse boblebade med fokus på en effektiv, grundig og dybdegående massage, har du mulighed for, at styre rygdyserne for sig selv og reguleringsmulighederne er mange.

Fodmassage:
Er lidt i samme stil, som rygmassage. Her er dyserne til de samme som-, eller endnu mindre end dem til rygmassage.
Nogle producenter har udviklede helt specielle foddyser, som går ind og påvirker de zoner som man har under fødderne, og som breder sig til resten af kroppen. Betjeningen er som med rygmassage, enten sammen med den øvrige vandmassage, eller på "større" modeller, noget man kan styre for sig selv.

Undervandslys:
Med et undervandslys i karret, kan man skabe en helt særlig og afslappende atmosfære, når man bader.

De fleste producenter bruger i dag LED lys i deres kar, da det både er billigere, og lyskilden ikke skal udskiftes.
De billigste lys består af en lampe som lyser i en hvid farve. Men man kan også få enkelte lamper, med Terapilys, Chromotreapi som det også kaldes.
Her skifter farven imellem 6-8 forskellige farver. På nogle kar kan du stoppe lyset ved den farve som du ønsker.

Det nyeste inde for lys i spabade, er lyskæder, som består af 6-24 små LED dioder, som sidder i siderne af karret, og skaber en helt speciel stemning.
Forhør dig hos din forhandler om de forskellige muligheder i lige netop det kar, som du har udset dig. 

Rensesystem:
Når du har et spabad, skal du sørge for at holde det bakterie frit (mere om dette længere nede).
Nogle fabrikanter tilbyder, i deres store systemer, et automatisk renseprogram, hvor karret automatisk doserer den nødvendige mængde disenfektionsmiddel fra en beholder under karkanten. Det er en effektiv måde, at rense karret for bakterier på, og du er sikker på ikke at komme til at overdoserer. Dette system går under navne som Clean System eller EWAC.

Ozonrensning: 
Nogle kar er udstyret med en Ozonator, som tilsætter ozon til badevandet. Ozonatoren kører, så længe vandmassagen er i gang. Ozon har den virkning, at det hæmmer bakterievækst, så det skal mest ses som et supplement til bakteriebekæmpelse, og der skal stadig bruges kemi, da en ozonator ikke kan klare stå alene, da den jo kun køre, så længe der er vandcirkulation.
Du kan støde på nogle forhandlere, som siger, at et kar med ozonsystem, er et bakteriefrit kar... Det er det IKKE!

Vandpåfyldning:
Du kan ikke bade uden vand.... Så du skal have vand i dit kar på en eller anden måde.

Den mest udbrede måde, at gøre dette på, har i mange år været via et kar armatur, som er monteret i væggen over karret, hvor påfyldningen foregår via en påfyldningstud og med en håndbruser ved siden af.

Det er blevet stadigt mere populært at få armaturet monteret i kanten på karret, hvilket er en eksklusiv og mere moderne løsning.
De forskellige producenter tilbyder nogle standard pakker som grundlæggende består af, en et-grebs blander med indbygget, eller separat omskifter, samt en håndbruser hvor slangen forsvinder ned under karkanten, hvilket er meget nyttig ved rengøring og hårvask.

Påfyldningen foregår så på den måde, at når man åbner blanderen, så kommer vandet ud i karret igennem dyserne, eller overløbet.
Når du trækker i omskifteren, kommer vandet igennem bruseren i stedet.
Fordelen ved denne løsning er at du slipper for, at have en bruseslange som ligger oppe i vandet, og tager plads, samtidig med, at skidt og snavs sætter sig på slangen, som opløses i det rene vand, næste gang du fylder karret.

Vær opmærksom på, at nogle producenter kører med en skjult blandeventil under karkanten, så indløbstemperaturen på armaturet er bestemt på forhånd.
Dette sikrer, at der ikke fyldes for varmt vand i karret.


Frontpanel:
Alle spabade kan indbygges, men det kan ofte være en omstændig opgave, da man skal sikrer at der er adgang til teknikken på karret, i tilfælde af nedbrud på karret.

En enkel løsning på dette, er at man køber et frontpanel til sit kar (OBS: der findes ikke paneler til alle kar).
Et frontpanel, er en afskærmning i akryl, som er designet til at passe præcis til det enkelte kar. Det er nemt at montere, og endnu hurtigere at tage af igen, hvis det skulle være nødvendigt at få adgang til teknikken.

Hvordan rengøres et spabad? Rengøring af spabad
Der er nogle ting, som er vigtige for at holde dit spabad rent og bakteriefrit.
For at bekæmpe bakterievækst i karret må du bruge nogle kemi produkter. De fleste har prøvet at være i et spabad i et sommerhus, eller på et hotelværelse og har set de klor-tabletter som man skal putte i vandet før og efter brug.

I dit private spabad, gør du det samme. Du kan dog nøjes med, at putte tabletter i vandet, efter du har badet. Så længe du husker at gøre det hver gang. Put 1 tablet i vandet pr. person som har badet. Tænd vandmassagen på laveste niveau, og lad den køre i ca. 10 minutter, herefter kan vandet lukkes ud, og karret er renset for bakterier. På kar med Clean system, kører du renseprogrammet i stedet for at bruge tabletter.

Nogle gange om året skal karrets skjulte rørsystem have en ekstra grundig rensning. Med et renseprodukt, for eksempel Pipe-Cleaner.
Kar i udlejningshuse, bør renses efter hver udlejning, mens private kar renses hver 3-4 måned.
Her fylder du rent vand i karret, hælder Pipe-Cleaner i, og lader systemet køre i ca. 15 minutter.
ved kar, som ikke har været renset igennem lang tid, kan du opleve, at der kommer meget snavs ud af rørene. I så fald gentages processen indtil der ikke kommer mere snavs. Men sørger du for rense ofte, skulle dette ikke gerne blive nødvendigt.

De to ovenstående processer, er det du skal gennemføre for, at holde karret´s hygiejne i orden.
Herudover findes en lang række produkter til rengøring af spabade, af mere kosmetisk karakter. For eksempel produkter, som er gode til at fjerne fastsiddende snavs ved vandoverfladen, samt produkter til efterbehandling, som giver dit kar en flot skinnende overflade.
Det er vigtigt, at du køber produkter, som er beregnet til rengøring af akryl.

Der skal også benyttes en silikonespray til at smøre de bevægelige dele i afløbet, så bundproppen ikke til sidst sætter sig fast i kalk.
Det anbefales faktisk at bruge denne spray, hver gang du har brugt karret.

Som sagt, er det slet ikke så besværligt at vedligeholde en boblebad, som det har rygte for. Men som med alt andet, gælder det at holde det i orden
fra starten, så er det noget som kun tager ganske lidt af din tid, i forhold til alle de timer du får, til det som det virkelig handler om.
Nemlig at nyde dit bad og at forkæle dig selv.

Installation: Da et spabad er tilsluttet både el og vvs, er det vigtigt at det tilsluttes korrekt, og at du lader en fagmand gøre dette.
Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside kan du se, hvad du selv må gøre i forhold til installationer, og hvad du skal have en fagmand til.
Det er lovpligtigt at der skal være inspektionsmulighed til teknikken på dit spabad.
På kar med frontpanel, er det ganske enkelt, da du blot kan afmontere fronten for at få adgang til de tekniske dele.
Skal dit kar derimod indmures, er det vigtigt, at du installere en inspektionslem, hvorigennem du får adgang.
Når du får et spabad i sanitetskaryl, vil der typisk følge nogle vægbeslag med karret,
som bruges til at fastolde karret mod væggen, så det ikke rykker sig ud.
Ved frontpanel, skal du være opmærksom på, om du har sokkelfliser.
Hvis du har det, skal der enten skæres et hak i panelet, eller i sokkelflisen, der hvor panelet sidder.

Vi håber at du kan bruge det du har læst i din beslutning om hvilket spabad du skal vælge.